Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sprog i Børnehuset Lygtemagerstien

Et barns sproglige kompetencer har stor betydning for barnets deltagelsesmuligheder - både i lege og børnefællesskaber i dagtilbuddet; men også på længere sigt i skolen, hvor gode sproglige kompetencer har betydning for, hvordan barnet klarer sig.

I Børnehuset Lygtemagerstien arbejder vi på at udvikle en stærk sproglig profil. Pædagogisk leder Maja Søgaard er uddannet logopæd og videreformidler sin viden til personalet, som omsætter de nyerhvervede kompetencer til praksis. 

Emnet er stort og vi har på nuværende tidspunkt haft fokus på: Sprogtilegnelse, sprogunderstøttende læringsmiljøer, flersprogede børn og kompleksiteten af dansk. 

Andre sproglige områder, som vi skal have fokus på: Børn med pragmatiske sprogvanskeligheder, forebyggende indsatser for børn med risiko for at udvikle dysleksi, typiske og atypiske udtalefejl, literacy, udvikling af børns narrative kompetencer m.m.

Som udgangspunkt lærer (og husker) børn bedst nye ord, når de høres i relation med en voksen omkring en fælles opmærksomhed - noget barnet er interesseret i/optaget af. Det er derfor betydningsfuldt at gribe de muligheder, der opstår i løbet af dagen, for at følge barnets interesse/spor.

Vi har et fokus i klyngen på at arbejde med de understøttende sprogstrategier. Det er 10 gode strategier, som hjælper barnets sprog og sproglige kompetencer på vej. Vi vejleder gerne forældre i strategierne, som bl.a. dækker over at udvide barnets ordforråd, ikke at rette barnet direkte, at give barnet tid.