Basispladser i Børnehuset Lygtemagerstien
I Børnehuset Lygtemagerstien har vi 6 basispladser til børn med særlige behov. Det er børn, der skal støttes i deres udvikling; det kan bl.a. være sprogligt, motorisk og socialt. Det betyder, at børnehaven har en anden normering for at sikre, at børnene får den rette støtte i deres trivsel og udvikling.
Børn kan i kortere eller længere perioder have brug for, at der arbejdes målrettet med en særlig indsats - det glæder både basisbørn; men også børn i alment tilbud. I samarbejde med forældrene udarbejdes en handleplan for det enkelte barn, hvor målet (zonen for nærmeste udvikling) beskrives, samt hvilke tiltag vi anvender for at nå målet.
Som udgangspunkt er en basisplads altid midlertidig, da målet er, at arbejdet med barnet, gennem en fokuseret indsats, munder ud i at barnet overgår til alment tilbud. Hvis og om dette lykkedes vil altid vurderes sammen med forældrene.
Vi vægter et tæt forældresamarbejde omkring børnene. Derudover har vi et tæt samarbejde med tværfaglige instanser som PPR, høre-talekonsulenter, pædagogiske konsulenter, og vi har en dagtilbudssocialrådgiver tilknyttet institutionen, som bl.a. kan vejlede i støttemuligheder til familien udenfor institutionen.
Vores mål er at inkludere basisbørnene i vores børnegrupper, så de er en del af fællesskabet på lige fod med resten af børnegruppen. At støtte børnene så de udvikler sig og trives. Det sker ved systematisk at arbejde ud fra handleplaner, som udarbejdes i samarbejde med forældrene.