Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nye forældre

Velkommen i Børnehuset Lygtemagerstien

Inden jeres barn skal starte inviteres I til en opstartssamtale. Her har I mulighed for at høre nærmere om dagens gang og mere om indkøringsforløbet. I har også mulighed for at stille alle de spørgsmål I end må have. Derudover ønsker vi også at vide lidt om jer og jeres barn og hvilke forventninger I har til os. Det er ved denne samtale vi bl.a. får en snak om barnets spisevaner, soverytme, generelle trivsel og meget andet.

For at jeres barn får en tryg og rolig start aftaler vi sammen med jer hvordan de første dage forløber, og hvordan vi i et roligt tempo får barnet kørt ind i dagligdagen i Børnehuset Lygtemagerstien. Det er vigtigt, at I, som forældre, har tid til at være her sammen med jeres barn den første dag, så det bliver en besøgsdag, hvor I er her 1-2 timer.

Alle børn mellem 0-2 år sover i barnevogne udendørs. Vi sørger for at de har deres egen vogn. Når barnet fylder 2 år kommer det indenfor og sove. Børnene sover på soveposemadras og der er altid en voksen tilstede. 

Da stuerne er aldersopdelt i 0-3 og 3-6 år betyder det, at jeres barn kun oplever et skift- nemlig fra vuggestue til børnehave. Forinden orienteres I som forældre, hvilken stue barnet rykker til. Personalet laver en rolig overgang for barnet, således at skiftet opleves i et roligt tempo.  

Det er en ny start hvor de går fra at være de store til at blive de små, og der kan være brug for en ny indkøring af barnet. Der er stadig mulighed for en middagslur i børnehaveafdelingen. 

Børn reagerer meget forskelligt på institutionsstart. Nogle børn er utrygge ved at blive adskilt fra deres forældre, mens andre er klar til det nye udfordrende liv. Vores erfaring er, at de fleste børn har en reaktion på institutionsstart. Denne reaktion kan komme i starten, men også uger efter starten. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden er i dialog med jer forældre omkring jeres barns dagligdag, så vi kan tilrettelægge barnets dag optimalt. 

Når jeres barn har været i vuggestue eller børnehave i ca. 3 måneder inviteres i til en 3-månederssamtale. Her drøfter vi hvordan det går og hvordan jeres barn trives. I får også her en introduktion til, hvordan vi sammen bedst kan støtte barnet i sin sproglige udvikling. 

Vi glæder os til at lære jer at kende.